Velkommen til Vangede Kirke > Portræt af "Styrelsen"

Portræt af "Styrelsen"

Af Styrelsens formand, Freddy Svitring

»Styrelsen for menighedsarbejdet i Vangede
sogn« – i daglig tale kaldet »Styrelsen«,
startede i sin tid med at arrangere basar og
efterårsmarked, bl.a. for at skaffe penge til
aktiviteter og det planlagte nye kirkebyggeri
(den nuværende kirke).

Styrelsen har til formål at fremme den
kristne lære og tro gennem et mangeartet
folkekirkeligt arbejde, der imødekommer så
bredt et behov som muligt. Styrelsen består
af præsterne ved kirken, en repræsentant
fra menighedsrådet samt 6 medlemmer,
valgt på den årlige generalforsamling.

Styrelsen er en frivillig forening, og er
således uafhængig af menighedsrådet, og
kan anvende sine indsamlede økonomiske
midler uafhængig af de regler der gælder
for menighedsrådets forvaltning af skattekronerne
fra kirkeskatten.

De fleste kender Vangede Kirkes Basar,
som finder sted hvert år i november måned.
Basaren skaber det økonomiske grundlag
for styrelsens arbejde, og de tilskud som
styrelsen giver til de forskellige arbejdsgrene
ved kirken – sykredsen, spejderne og
menighedsplejen.

Styrelsen afholder mange af de arrangementer
der er i kirken: Eftermiddagsmøder,
onsdagsaftenmøder, babytræf og familiefredag,
samt kirkefrokoster, fastelavnsfest,
adventsfesten med Luciaoptog og juletræfesten.

Styrelsen yder også tilskud til humanitært
arbejde uden for landets grænser.

Uden opbakning fra 150 – 200 frivillige
medarbejdere ville det ikke være muligt for
styrelsen at tilbyde sognets beboere de forskellige
arrangementer. Styrelsen er disse
medarbejdere en stor tak skyldig.